Sideindhold
Formålet med projektet er at bidrage til at forbedre dyrkningsprocesserne for korn, raps og bælgsæd, således at der sikres et højt udbytte af god kvalitet samtidig med, at der fastholdes et robust produktionsmiljø. Projektet vil dermed medvirke til at sikre, at produktionen i marken på plante- og svinebedrifter foregår ved anvendelse af dyrkningsprocesser, der både har fokus på udbytte og kvalitet samtidig med, at næringsstof-overskuddet reduceres, og anvendelsen af planteværnsmidler sker på baggrund af en behovsbestemt og tilpasset strategi. Målet er således at reducere miljøbelastningen samtidig med, at der sikres en økonomisk bæredygtig planteproduktion
I markforsøg i korn afprøves effekten af forskellige svampebekæmpelsesstrategier i forskellige typer af sorter. Endvidere belyses konkurrenceforholdet mellem forskellige vintersædsarter, og i vinterhvede er der fokus på optimering af såtidspunktet. I vinterrug gennemføres markforsøg til optimering af gødskningsstrategien. I vinterrapsforsøg undersøges forskellige muligheder for at reducere dryssespildet. Endvidere afprøves i markforsøg i vinterraps forskellige scenarier for fastlæggelse af det indsatsniveau, der giver det bedste produktionsøkonomiske resultat. I marker med vinterraps måles biomasse og kvælstofoptagelsen i efteråret med henblik på bedre at kunne forudsige kvælstofbehovet i vinterraps om foråret. Fra udvalgte landbrugsbedrifter, der dyrker vinterraps indsamles registrerede dyrkningsdata, klimadata og samhørende registreringer af udbytte med henblik på at generere ny viden om faktorernes betydning for udbyttet af vinterraps. I bælgsæd belyses arternes indbyrdes konkurrenceforhold i markforsøg. Udstyr til udbringning af flydende gødning testes med henblik på at belyse de muligheder, der ligger i den tilgængelige teknik, samt at sikre en god anvendelsespraksis.